Der findes rigtig mange ikoniske bygninger i Fredericia. En af disse er Ryesborg ved Ryes Plads på hjørnet af Gothersgade og Sjællandsgade. Den blev opført efter 1901, hvor snedkermester Andersen og papirhandler Wenk fik byggetilladelse. Bygningen er på mange måder et godt billede på den tid, hvor den blev opført. Efter år 1900 kom der nemlig en tendens i de store byggerier i Fredericia, hvor man opførte flere nationalromantiske etagehuse i rød, blank mur med en masse detaljer. Flere af disse detaljer skulle minde om gamle detaljer kendt fra middelalderborge. Det var detaljer som taggesimser og gotiske træk som kamtakkede kviste. Flere af bygningerne fik også borg-navne, eksempelvis Ridderborg, Knudsborg og Geddesborg. Ryesborg var også en af dem.

Ryesborg er opkaldt efter generalmajor Olaf Rye. Han var en væsentlig del af Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849. Han var en krigsvandt officer, der deltog i både Englandskrigen, Napoleonskrigene og så Treårskrigen, hvor Slaget ved Fredericia fandt sted. I forbindelse med Fredericias belejring var det generalmajor Rye, der med relativt få tropper fik trukket dele af den prøjsiske hær op i Jylland, for så at tage vandvejen tilbage til Fredericia. Generalmajor Ryes 5. Brigade rykkede under slaget frem mellem stranden og Treldevej, hvor de ramte frontalt ind i Treldeskansen. De forsøgte at søge vest om skansen og videre ud på Hyby Fælled, hvor de senere kunne angribe fjenden i flanken, men en voldsom kamp fandt sted ved Treldeskansen. Efter hårde kampe faldt skansen endelig, og fjenden blev drevet på flugt. Under den efterfølgende forfølgelse blev generalmajor Olaf Rye ramt af skud og døde. Olaf Rye var meget afholdt af soldaterne, og efter hans død sagde man om faldne soldater, at de var gået til Ryes brigade. På Ryes Plads, som også er opkaldt efter generalmajoren, står der i dag en buste af ham.

Ryesborg med Billunds Boghandel 1960’erne. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Ryesborg blev opført ved Ryes Plads lige efter 1901. Det er en stor og imponerende ejendom, der i underetagen fik indrettet butikslokaler, mens de øvrige etager blev indrettet til lejligheder. Da Ryesborg blev opført, var Gothersgade en af Fredericias hovedgader. Gothersgade forbandt bymidten med både Gl. Havns færgelejer og den gamle banegård i Oldenborggade. Alle rejsende benyttede derfor Gothersgade, og der blev i årene omkring år 1900 opført mange flotte bygninger langs denne rute, hvor Ryesborg var en af dem.

I 1908 overtog cykelhandler Rasmussen ejendommen, og han indrettede sin cykelhandel i stueetagen. Rasmussen ejede Ryesborg helt frem til 1919, hvor arkitekt Bodulf Billund købte den. Siden 1919 har Ryesborg været i Billund-slægtens eje. I 1920 flyttede cykelhandler Rasmussen sin forretning fra Ryesborg til Gothersgade 8. Herefter blev stueetagen indrettet til manufakturhandel. I slutningen af 1930’erne rykkede Magasin Fredericia ind og havde butik helt frem til begyndelsen af 1950’erne. Hos Magasin kunne fredericianerne købe tøj i indbydende lokaler med store glaspartier. I 1945 måtte man dog beklæde alle vinduerne med brædder af frygt for, at vinduerne skulle blive sprunget i stykker. Dette valgte man at gøre, fordi Fredericia Teater den 16. marts 1945 var blevet sprunget i luften af Schalburgkorpset som hævn for dansk modstand under Anden Verdenskrig.

Magasin Fredericia i Ryesborg med brædder for vinduerne i 1945. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Da Magasin Fredericia rykkede ud af lokalerne i begyndelsen af 1950’erne rykkede sønnen til arkitekt Billund, Niels Billund, ind. Han ejede i forvejen Fredericia Boghandel, men ved flytningen til Ryesborg ændrede han navnet til Billunds Boghandel. Dette blev startskuddet til den virksomhed, som stadig i dag findes i stueetagen i Ryesborg. I 1964 døde arkitekt Bodulf Billund. Herefter solgte arvingerne Ryesborg til Niels Billund, der jo i forvejen drev Billunds Boghandel.

Ryesborg med Billunds Boghandel ca. 1985. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Siden da er bygningen blevet renoveret og har fået småændringer flere gange, hvilket har været tydeligt i facaden og med skiltene. I 1991 overtog Niels Billunds datter, Elsa Billund, både ejendommen og boghandlen, hvor hun selv var blevet udlært. Elsa Billund driver stadig i dag Billunds Boghandel, der er en sand institution i Fredericia, og placeret i en ikonisk bygning, der er et markant billede på sin by. Denne bys historie omfatter så mange forskellige ting, og ofte kan dele af den læses i byens bygninger. Man skal derfor huske at kigge op, når man går rundt i byen. Det er ofte her detaljerne findes.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]
[bsa_pro_ad_space id=6]