Tirsdag skal FC Fredericia i kamp i Sydbank Pokalens tredje runde. Modstanderne er AB på udebane, og det bliver efter alt at dømme med reserverne i aktion.

I første runde af Sydbank Pokalen sendte Michael Hansen reserverne i aktion. Han måtte sågar tilkalde flere spillere fra Fredericia KFUMs Serie 2-hold, herunder Johnny Thomsen. Mod lodder og trisser lykkedes det FC Fredericia at besejre Næsby efter straffesparkskonkurrence, og et drama uden lige i overtiden. 

FC Fredericia kom bagud 2-0, men det lykkedes at få udlignet til 2-2, men så slog Næsby kontra. Fredericianerne lagde sig dog ikke ned, og på et straffespark i kampens sidste sekund scorede Alexander Jensen ti l 3-3, og det sendte opgøret ud i en straffesparkskonkurrence. Der endte FC Fredericia med at vinde, og det gjorde, at holdet avancerede til anden runde, hvor Viborg var modstanderen på Monjasa Park.

Begge hold stillede op med reserver, men imodsætning til Næsby-kampen havde FC Fredericia en noget bredere bænk, da der var kommet flere tilgange til truppen, der også på det tidspunkt var blevet skadesfri. Det gjorde, at eksempelvis Samson Iyede og Valance Nambishi blev fuldstændigt sparet. FC Fredericia endte dog alligevel med at gå videre, og igen var det efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp endte 1-1, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle det hele afgøres fra 11-meterpletten.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Tirsdag skal FC Fredericia op mod AB, der til dagligt spiller i 2. division, hvor de indtager sjettepladsen. Gladsaxe-klubben har i de første to runder af pokalen fået modstand fra de lavere rækker. I første runde sendte de Kalundborg ud med et nederlag på 7-1, og i anden runde nedlagde de Roskilde KFUMs 3. divisionshold med 5-0.

Hvordan AB vil gribe kampen an står hen i det uvisse, men holder Michael Hansen fast i FC Fredericias taktik, vil Sebastian John komme til at starte på mål, og i forsvaret vil der formentlig blive spilletid til eksempelvis Tobias Anker, og på midtbanen vil spillere som Mikkel Basse og Andreas Lausen blive bragt i spil, mens Anders Holvad vil få spilletid i angrebet.

Der er kampstart mellem AB ag FC Fredericia tirsdag klokken 18:00.

Skriv en kommentar