Sydøstjyllands Politi søger vidner til den episode, der fandt sted fredag den 1. oktober på Hannerup Brovej.

Politiet var massivt til stede ved Hannerup Brovej fra fredag ved 17:30-tiden og nogle timer frem. Nu søger politiet vidner i sagen.

Klokken ca. 17.35 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om slagsmål på Strandvejen ved krydset omkring Hannerup Brovej i Fredericia. Forud for episoden havde to køretøjer – en Ford Fiesta og en Nissan Juke – generet hinandens kørsel, mens de kørte i den nordlige retning på Strandvejen. Begge biler stoppede ved krydset ved Hannerup Brovej, hvor hændelsen udviklede sig til vold og knivstikkeri omkring bilerne.

Politiet kom til stedet og anholdte to personer, begge mænd fra Fredericia på henholdsvis 25 og 29 år, der efterfølgende blev varetægtsfængslet. I forbindelse med den videre efterforskning af sagen efterlyser politiet nu vidner, som kan være med til at klarlægge hændelsen, både det, der skete i krydset, men også forløbet med kørslen, der gik forud.

Hvis du var i området, så kontakt politiet på 114.

Sagen blev behandlet bag lukkede døre i retten ved Grundlovsforhøret, og derfor kan der ikke oplyses yderligere på nuværende tidspunkt.

Skriv en kommentar