Både Socialdemokratiet og Enhedslisten melder ud, at de vil have genetableret hellestedet, som i nat nedbrændte.

For nogen tid siden blev hellestedet i Vester Voldgade officielt indviet. Det skete på en solrig dag, men den dag, hvor der var smil fra alt lige fra politikere til brugerne af hellestedet, er nu blevet afløst af triste miner efter, at der gik ild i en skraldespand. Ilden spredte sig til hellestedet, der efterfølgende fik store skader som følge af branden.

Det har har fået Enhedslisten til at reagere. Partiet, der er repræsenteret ved Cecilie Roed Schultz i byrådet, ønsker at stedet skal genetableres og der skal sættes to millioner kroner til det, hvis forsikringen ikke dækker det.

– Igår sad jeg, sammen med min medforhandler Jan Filbært, og argumenterede over for borgmesteren for, at der skulle bruges 500.000 kr på at få tilpasset hellestedet/“Skuret”, så det kunne blive til det sted brugerne ønsker og har brug for. Nu er stedet brændt ned. Enhedslisten har derfor opdateret vores liste over budgetønsker. For der skal hurtigst muligt etableres et nyt hellested til denne gruppe borgere, oplyser Cecilie Roed Schultz i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet er klar til at finde penge i budgettet til en reetablering, hvis ikke forsikringen dækker.

– Hvis ikke forsikringen dækker, så vil Socialdemokratiet garantere, at der findes penge til en reetablering om vi så skal bringe det ind i de i gangværende budgetforhandlinger, oplyser næstformand i Social- og beskæftigelsesudvalget, John Nyborg (A).

Sydøstjyllands Politis vagtchef, John Skjødt, oplyste lørdag formiddag, at der ikke er mistanke om at branden var påsat.

Skriv en kommentar