7.500 borgere over hele Grønland modtager i disse dage et spørgeskema i e-Boks om deres bevægelsesvaner fra forskningsprojektet Grønland i Bevægelse.

Er befolkningen i Grønland mest til fjernsynshygge eller fjeldture? Hver 6. voksne borger i landet bliver nu spurgt om, hvordan og hvornår de bevæger sig, og hvorfor.

Det sker i den hidtil største nationale måling af grønlændernes bevægelsesvaner, iværksat af Grønlands Idrætsforbund i samarbejde med forskere fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitet (SDU).

Hver dag er grønlændere fysisk aktive på en række forskellige måder. Nogle har et fysisk anstrengende arbejde, mange er aktive i hjemmet med rengøring, madlavning og andre praktiske gøremål og mange er aktive i forskellige bevægelsesaktiviteter i fritiden, lige fra gåture til fitness eller fodbold. Og hvad er det, der driver grønlændere og får dem op af sofaen – At blive sundere? At være sammen med andre? At skabe gode præstationer?

Videreudvikling af dansk undersøgelse

Fra 2019 til 2023 gennemfører CISC en lignende stor undersøgelse, kaldet Danmark i Bevægelse, af danskernes bevægelsesvaner samt deres motiver og muligheder herfor. Undersøgelsen har allerede resulteret i en lang række publikationer, som kan findes på projektets hjemmeside.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Udover at give det grønlandske samfund en omfattende viden om de fysiske bevægelsesvaner og motiverne for de forskellige bevægelsesformer, kan undersøgelsen Grønland i Bevægelse således også give en unik viden om, hvilken betydning natur og kultur har for bevægelsesvaner, ved at sammenligne resultaterne fra undersøgelsen i Grønland med resultaterne fra undersøgelsen i Danmark.

Det forhold, at samme studier gennemføres i både Grønland og Danmark, vil øge indsigten i begge landes bevægelseskultur og vil styrke mulighederne for at bruge resultaterne i udviklingen af bedre og flere bevægelsesmuligheder, der passer til den sociale og kulturelle kontekst.

Kortlægger kultur og naturens indflydelse på bevægelsesvaner

”Det bidrager til vores fantasi, fordi vi overraskes over sammenhænge, som man troede var universelle. Det kan på den ene side modvirke kulturbundne fortolkninger af resultater, men også bidrage til en forståelse af, at resultater og deres anvendelse må forstås i den kontekst og kultur, de kommer af”, fortæller projektleder og forsker Jens Høyer-Kruse fra SDU.

På grund af Rigsfællesskabet og de tætte institutionelle forbindelser mellem Grønland og Danmark, er det muligt at gennemføre et studie af bevægelsesvaner i to lande, der på en række områder, som vi antager har afgørende betydning for bevægelsesvanerne, er meget forskellige – for eksempel når det kommer til natur og kultur.

Undersøgelsen skal give konkrete pejlemærker

Grønland i Bevægelse er et vigtigt led ift. arbejdet for at få flere til at bevæge sig – i tråd med Grønlands Idrætsforbunds vision om at blive ’Verdens Mest Fysisk Aktive Land i 2030’. Projektet er støttet af Nordea-fonden.

– Selv om der tidligere er gennemført gode undersøgelser af både befolkningens sundhedsprofil og af deres idrætsvaner, ved vi stadig for lidt i dag. Denne undersøgelse vil give os et mere nuanceret og detaljeret billede af de mekanismer, der er i spil, når vi vælger at være mere eller mindre aktive. Samt hvordan den måde, vores hverdag er bygget op, har betydning for hvor aktive, vi er, fortæller Bjørn Søvsø Jensen, porteføljeleder i Grønlands Idrætsforbund.

Bygger på lokale fortællinger

Forud for undersøgelsen har forskere fra SDU med støtte fra Grønlands Idrætsforbund lavet en række interviews med personer forskellige steder i landet.

”Forundersøgelsen har givet stor indsigt i den mangfoldighed og variation, der er i vores bevægelseskultur. Vi har fået nogle meget mere nuancerede fortællinger om bevægelse, fællesskab og fysisk aktivitet”, siger Bjørn Søvsø Jensen. (Se forundersøgelsens resultater her).

Invitationen til at deltage i undersøgelsen vil blive sendt ud i e-Boks med hjælp fra bl.a. Grønlands Statistik.

Fakta om undersøgelsen Grønland i Bevægelse

  • Grønland i Bevægelse er den hidtil største nationale måling af grønlændernes bevægelsesvaner.
  • Studiet består af to undersøgelser; en interviewundersøgelse samt en spørgeskemaundersøgelse, der sendes ud til 7.500 unge og voksne via e-Boks.
  • Projektet gennemføres i 2022 og udføres af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på Syddansk Universitet.
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden med 640.000 kr.
[bsa_pro_ad_space id=6]