Middelfart Boldklub havde spilovertaget til at få mere end uafgjort i lørdagens kamp mod Skive, men de måtte tage til takke med 1-1 i en kamp, der sluttede med et massivt regnvejr.

Middelfart kæmper for at sikre sig overlevelse i 2. division. Inden runden var de to point efter FA 2000 og Brabrand, der er på henholdsvis 10. og 11. pladsen. Betingelserne for at hente ind på dem var ikke helt i top for Middelfart, der til opgøret manglede Mathias Høghsholt og Mads Jørgensen i forhold til det seneste opgør.

Manglen at forsvarsduoen Høgsholt og Jørgensen kom til udtryk efter otte minutter. Middelfarts forsvar blev fuldstændig sat af, da Skives angriber, Mads Agger, løb dybt og sikkert satte bolden ind bag Casper Radza i Middelfart-målet. Kort tid efter var Denis Fazlagic tæt på at svare igen, mens et blev middelfarternes eneste chance i første halvleg.

Efter 26 minutter var Agger igen på spil. Den lynhurtige angreb løb igen fra Middelfart-forsvaret, men denne gang blev Radza den store i duellen mod Skive-angriberen, der efterfølgende blev pakket godt ind af Middelfarts forsvar.

Pausen benyttede Middelfart til at skifte ud. Ind kom Martin Conley, og han afløste Jonas Skytte. Samtidig kom der taktiske justeringer fra træner Anders Jensen, og det gav straks Middelfart et overtag. Belønningen kom efter 55 minutter, da Jacob Linnet smækkede bolden ind i feltet til Mathias Præst, der strakte benet frem og udlignede til 1-1.

Med 20 minutter tilbage af opgøret var Middelfart tæt på at komme i front. Indskiftede Alexander Baun kom højest til vejrs efter et indlæg, men i en fri position fik Baun ikke ordentligt træf på bolden og forsøget røg derfor over mål. 

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Middelfart sad tung på kampen, og da William Akpan kom ind, kom der et yderligere tryk på Skive-målet. Ind ville bolden dog ikke, og efter en regnfuld afslutning på kampen, måtte Middelfart sande, at deres spilovertag regnede væk, og de måtte tage til takke med 1-1.

De øvrige bundhold, FA 2000 og Brabrand, tabte begge deres opgør, og dermed hentede Middelfart et point ind på dem. Netop Brabrand møder Middelfart på torsdag på Middelfart Stadion.

[bsa_pro_ad_space id=6]