Krigsveteran Lars Wolff løb i weekend sit halvmaraton nummer 100. Det skete efter tale fra borgmester Steen Wrist, mange tilskuere og interesserede, der bakkede op om Lars. Selv løb ham for en afdød soldat; Mads Lerche.

– Jeg vil sige, at det er vildt. Det er en rejse på fire år på godt og ondt med bump på vejen, men det er fantastisk at løbe i fællesskab, og være en del af løbeklubben heromkring, de folk som har troet på mig, min familie og alle de andre. Derfor er det også en fed deal at nå sine mål. Det er stort, siger Lars Wolff, der løb for en afdød krigsveteran:

– Jeg løb for Mads, der desværre ikke kom hjem fra Afghanistan i 2009, og hans forældre mødte jeg i 2015, under et mindeløb fra Slagelse til kastellet, og så har vi vandret sammen i Skotland. Vi har fået et venskab for livet, og henad vejen har jeg følt, at de manglende deres søn. Jeg fik nogle fantastiske bonusforældre og søskende. Jeg kan ikke give dem deres søn eller bror tilbage, men jeg give dem noget af det, og det er det, jeg prøver at gøre med det her. Jeg sender en venlig tanke op til Mads, og siger, at vi gjorde det sammen. Jeg har ham tatoveret på min krop. Jeg har ham med i mit sind. Han er på motivet på medaljen, og derfor var det også rørende i forhold til i dag og at komme i mål, siger Lars Wolff, der skal bundfælde det hele nu, inden han går mod næste mål.

– Jeg går efter halvmarathon nummer 200 nu. Et almindeligt maraton har jeg kastet lidt ved siden af nu. Det er en længere proces at skulle løbe, og kræver mere træning, og jeg hygger mig med halvmaratonet, så det er det, jeg går efter. Jeg går efter 200 og det bliver verdensklasse. Løb betyder meget for mig. Løb er en del af min medicin, og et sted, hvor jeg har et frirum. Et sted, hvor jeg har mødt nogle fantastiske mennesker, som har hørt mine historier, så dem skal jeg ikke forklare, hvordan jeg har det. De kender mig. Jeg har det godt, fordi jeg har min familie tæt, jeg er et familiemenneske, men familien ved også godt, at jeg er nødt til at komme ud at løbe og få luft. Jeg har også nogle gode ture sammen med min søn Tristan, hvor vi hygger os, siger Lars Wolff.

En af dem som var mødt op for at støtte Lars Wolff var sogne- og garnisonspræst Kristoffer Bruun Simonsen, der var stolt af Lars.

– Jeg har tænkt meget over det. Det er interessant, at du har nået målet om 100 i dag, men den kamp som du kæmper fortsætter jo, selvom løbet er slut. Derfor er det tankevækkende for mig at kunne tage på en løbetur, og kunne komme hjem og slappe af, mens kampen med PTSD fortsætter igen og igen. Det er hårdt, og jeg ved, at det er hårdt. Udover du har PTSD, så er der meget at sige om dig. Der er mange gode og vigtige ting at sige om dig og din familie. Noget af det, du kan er de mange aktiviter. Der er noget, der er svært, men også meget ved dig, der blomstrer, og som du kan være stolt af, og det synes jeg også, at opbakningen i dag beviser, så du kan være stolt, sagde Kristoffer Bruun Simonsen og lykønskede Lars Wolff.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]
[bsa_pro_ad_space id=6]