Tema: Den moderne kulturkrig

Hvis man ikke ved hvad der menes med det engelske begreb woke, så er der hjælp at hente. En kontant oversættelse kan give resultatet ”vågnede”, men som så ofte med ord kan de komme til at betyde noget helt andet. I denne sammenhæng skal woke forstås som den generelle ”opvågning” blandt aktivister, der begyndte i 2010’erne som et kulturfænomen hvis omfang har spredt sig som en steppebrand til det meste af den vestlige verden.

Ikke mindst er det landet i Hollywood, verdens største katalysator for kulturel påvirkning af masserne. Gerne kopieret af andre og langt mindre betydningsfulde meningsdannere. Også i Danmark hvor især Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre er blevet ramt af woke-fænomenet. Men reelt går det på tværs af generelle partiskel, fordi et grundelement i woke-bevægelsen er den markante identitetspolitiske dagsorden. Det betyder mere hvilken hudfarve, hvilket køn eller hvilken seksuel orientering man har. At tilhøre et parti er helt sekundært for en ægte woke-aktivist.

Grundprincippet i identitetspolitik er at tilhøre en bestemt gruppe. I den forbindelse er det blevet vanskeligt overhovedet at betegne sådan en konkret gruppe. Alene et ord kan vække enorme følelser og aktivisme. Woke-syndromet tager ingen fanger. Det man har kaldt for ”cancel culture”. Altså at man skal fjerne uønskede personer fra især politik, tv, film og kultur. Har en kendt person udtalt noget, der støder wokisterne, så flokkes man om krav til respektive arbejdsgivere, virksomheder eller politikere om at udstøde personen. Her er de frie sociale medier et væsentligt redskab, hvor wokisterne er suverænt organiserede og straks flokkes om de personer, der falder i unåde.

Battleground: Hollywood

Et helt særligt kapital af wokismen er infiltrationen af de store Hollywood filmselskaber. Under paraplyen ”repræsentation”, ”diversitet” og ”ligestilling” har adskillige store serie- og filmproduktioner måttet bukke under for at kravene i paraplyen skulle efterleves. Dette uden hensyntagen til den egentlige historie i produktionen, herunder om det overhovedet gav mening for fortællingen. Konsekvensen har været enorme tab og decideret latterliggørelse af produktionerne. For når de wokistiske produktioner lander hos det almindelige publikum, vender mange seere ryggen til. Ofte på baggrund af bizarre plot-huller, usammenhængene historiefortælling eller disrepekt for adapterede historier og deres ophav. Men ofte også fordi det for mange er ekstremt kedeligt og intetsigende produktioner.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Det har været vigtigere at få ”repræsenteret” forskellige køn eller seksuelle identiteter end at fortælle den konkrete historie. Et af det tydeligste eksempler er den lengendariske Star Wars serie. De oprindelige film tog deres begyndelse i 1977. Det blev til verdenshistoriens største, kommercielle filmsucces. Kun James Bond kan nå op i den liga. I filmene er Luke Skywalker det ikoniske teenageidol, der gennemgår en transformation fra knægt til helt. Karakteren er en klassisk, heroisk rollemodel. Det er simpelthen omdrejningspunktet for hele Star Wars-sagaen.

Indtil wokisterne kom til.

I 2012 solgte den oprindelige forfatter og idemand til Star Wars, George Lukas, hele konceptet til Disney koncernen. Som verdens største underholdningskoncern ville Mickey Mouse-folkene nu til at kapitalisere på den enorme goodwill Lukas havde opbygget omkring Star Wars. Man havde masser af penge på kistebunden og succes med opkøbet af tegneserie-brands med filmatiserede gjorde det til en indlysende forretning for Disney. Efter købet fik en kendt Hollywoord-producent, Kathleen Kennedy, opgaven at stå i spidsen for George Lukas verdensberømte filmselskab, Lukasfilms. Hun havde havde været protege for Steven Spielberg og blandt andet produceret E.T, Schindlers List, Jurrasic Park og Indiana Jones. Altså de helt store blockbustere.

Indledningsvist var der stor skepsis blandt den massive fanskare omkring Star Wars. Fankulturen har henover fire årtier været en væsentlig grund til at ”stjernekrigen” var et vedholdende element i den moderne popkultur. De ikoniske figurer som Darth Wader, Luke Skywalker, Han Solo og Princess Leia var udødelige klassikere. Med Mickey Mouse-koncernen som bagmand til nye Star Wars-film frygtede mange af disse fans en degradering af fortælleruniverset.

Da Disney kunne meddele at man havde skrevet kontrakt med Mark Hamill (Luke Skywalker), Harrison Ford (Han Solo) og Carrie Fisher (Princess Leia) blev det mødt med eufori og lettelse i fankredse. Disney annoncerede at der var en ny triologi på vej, og at man nu kunne se de tre legendariske og tidsløse heltefigurer forenet på ny. Det var spetakulært. Knap 30 år efter den første Star Wars film kunne man se en genforening af barndommens helte. Folk i science fiction miljøet glædede sig regelret. Det var stort. Men da den første og længede ventede teaser til første episode af den nye Star Wars triologi dukkede op den 28. november 2014 blev mange fans efterladt måbende bag skærmene.

For der var ikke skyggen af Luke Skywalker, Han Solo, Princess Leia eller Darth Wader at se.

The Force is Female

Istedet for var der nogle fuldstændig ukendte figurer. En kort sekvens med sagaens berømte rumskib, The Millennium Falcon, fløj til sidst hen over med den ikoniske kendingsmelodi til Star Wars. Bortset fra det var ingen klar over det havde noget som helst med de originale figurer at gøre. Først da den endelige trailer blev offentliggjort den 20. oktober 2015 dukkede der korte klip på få sekunder op af Han Solo og Princess Leia. Resten af tiden var tildelt de nye og ukendte figurer. Det var et forvarsel om den katastrofe, som Star Wars-sagaen skulle ende som. I dag er de tre film forhadte af store dele af deres egne fans, hvoraf mange slet ikke betragter dem som Star Wars-film, men derimod håner dem som ”Disney Star Wars”-film. Underforstået at der er tale om dårlige kopier eller piratudgaver.

Kathleen Kennedy, den nye leder af hele Star Wars-imperiet, lagde hårdt ud og med samtlige kort på bordet. Hun optrådte med en t-shirt hvor der kort stod:

”The Force is Female”.

Star Wars var blevet en kønspolitisk, identitetspolitisk og ikke mindst wokistisk platform. Formålet var ikke længere at fortælle en god historie. Nu handlede det om at sikre repræsentation, diversitet og seksuel orientering. For hver film der udkom, blev der skruet op for katastrofen. Fans udvandrede i protest. På internettet og de sociale medier voksede en stor protestbevægelse frem. Samtidig med at de nye folk bag Star Wars i artikler, tv-indslag og på sociale medier påstod at filmenes upopularitet udelukkende skyldtes højreorienterede, hadske, mandschauvanistiske og homofobiske grupperinger. De påstod at der var en ”maskulin og hadsk debattone”. At der skulle være noget galt med filmene, herunder de komplet usammenhængene og til tider latterlige replikker og plotdetaljer, eller den deciderede nedladende og hånlige arrogance mod de klassiske Star Wars-figurer kunne ikke komme på tale.

[bsa_pro_ad_space id=6]