Debatten om hvad Axeltorvet i Fredericia skal bruges til i fremtiden er blusset op i den seneste tid. Dansk Folkepartis Inger Nielsen bringer nu et forslag, som hun tidligere har haft, på banen. 

For nogen tid siden var der en workshop i Tøjhuset, hvor der blev talt om Midtbystrategi ud fra en række forskellige lokationer. En af dem var Axeltorvet, som ofte står tomt, men det vil flere af byens borgere have lavet om på.

Debatten er derfor blusset op på sociale medier igen i den seneste tid, og nu melder Inger Nielsen sig på banen med et forslag, som hun havde oppe for allerede et par år siden.

– Jeg synes, at man på den ene halvdel af torvet skal lave en oase, og på den anden halvdel skal der være mulighed for parkering. Man vil stadig kunne holde Torvedag, selvom det etableres, da man bare kan rykke dem mere sammen som man gjorde førhen. Jeg synes, at man kam tage mit gamle forslag som inspiration, da jeg stadig synes det er aktuelt at lave en legeplads som en grøn oase. Torvet er stadig dødt som en stenørken, og vi skal derfor skabe liv der, siger Inger Nielsen og uddyber, hvorfor hun vil have parkeringspladser på torvet:

– Man kan lave 2-3 timers parkering for de borgere, der skal ind i byen. Der er efterhånden ikke mange steder at parkere helt inde i byen, og derfor synes jeg, at det vil være en god løsning at tegne nogle streger til parkeringsbåse.

Axeltorvet en helt almindelige formiddag, hvor det ikke er torvedag. Inger Nielsen vil med legefaciliteter lave om på det tomme syn. (Foto: AVISEN)

Inger Nielsen peger på, at der er flere muligheder på torvet, men at hun er klar over økonomiske investeringer først kan vedtages ved næste års budgetforhandlinger, men at eksempelvis parkeringsforholdene ikke er noget, som kommer til at koste meget at etablere.

– Vi vil gerne være en grøn kommune med legemuligheder, og derfor synes jeg et er oplagt, at vi får lavet en grøn oase med legefaciliteter på Axeltorvet. Der kan også blive opsat nogle flere bænke til ældre og andre, der gerne vil sidde ned og nyde den flotte plads. Førhen var der et springvand, men det kommer der næppe igen, selvom vi har set hvordan springvandet ved rådhuset er med til at skabe liv. Om sommeren elsker børnene at soppe i det med bare tæer. Vi skal huske, at Fredericia er andet end Kanalbyen, og vi skal derfor have alternativer andre steder i blandt andet bymidten, siger Inger Nielsen.

Slutteligt peger Inger Nielsen på, at en mulighed kunne være at opsætte enten en midleritidg eller permanent musikscene, hvor der kan afholdes sommerkoncerter.

– Man har set, at det var en succes på Østerstrand, og med det flotte torv, som vi har på Axeltorv, ville det være oplagt, at bringe det i spil også, slutter Nielsen.

Skriv en kommentar