En aktindsigt viser, at Horten Advokatpartnerselskab har kostet mere at bruge i sagen om bortvisning og den efterfølgende voldgift mod den tidligere kommunaldirektør, end det havde kostet at fyre hende. Sammenlagt har Fredericia Kommune brugt over 3 millioner på sagen, dertil kommer eventuelle fakturaer fra august og den erstatning, som kommunen nu skal betale.

En aktindsigt, som Danske Digitale Medier A/S har fået, viser, at Fredericia Kommune har betalt over 3 millioner kroner for rådgivning i sagen om bortvisningen og den efterfølgende voldgift i advokatomkostninger til Horten Advokatpartnerselskab.

Hjemsendelse af kommunaldirektør.

Att: Fg. kommunaldirektør Camilla Nowak Kirkedal

Afregningsperiode: 1. til 31. januar 2021

– Gennemgang af modtaget materiale

– Deltagelse i Økonomiudvalgsmøde 5. januar 2021 (Teams)

– Juridiske undersøgelser, udarbejdelse af dokumentation mv.

– Proces i forbindelse med hjemsendelse, herunder dialog med KL

– Løbende korrespondance med kommunen, KL og adv. Pernille Backhausen

Pris 403.125,00 kr.

Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige (Foto: AVISEN)

Sådan lyder bare en af de mange fakturaer i sagen, der har koster millioner af skatteborgernes penge. Målet var at rydde op – og selvom alle taler om oprydning, så har man måske ikke fundet eller vundet noget tilsyneladende. Der er dog ikke politisk enighed om dette. Karsten Byrgesen husker tydeligt sagens start, og han er ikke stolt over udviklingen.

– Jeg tror, at da sagen startede, var det en whistleblower, der talte om et upassende forhold. Jeg går stærkt ud fra, at økonomiudvalgets medlemmer har været meget grundige, inden de kørte sagen. Men jeg husker, at der var flere emner. Jeg erindrer også, at det største problem ikke var kommunaldirektørens arbejde, men derimod rygtet om et upassende forhold, og det er ikke lykkedes at finde et bevis herfor. Jeg er ikke sikker på, at de fulde konsekvenser af sagens omfang var uforudset. Det virkede rigtigt at gøre det, som vi gjorde, på daværende tidspunkt, men det ville være sløjt bare at fyre. For mig har det været et spørgsmål om retssikkerhed, og det har kostet mange penge, men det var vigtigt at undersøge sagerne i detaljer, inden vi gjorde noget, siger Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige.

Hvor har I ryddet op?

– I min optik er der ikke ryddet op nogen steder. Der er en række problemer, som vi opdager, hver gang vi løfter en sten. For meget fejes ind under gulvtæppet i Fredericia Kommune, men vi har ikke ryddet op i noget.

Har man fået value for money?

– Jeg sagde allerede dengang, det startede, at vi skulle være sikre, og vi ikke skulle rette mistanke imod mennesker uden grund. Men jeg fik at vide, at man var meget sikker, men man var ikke 100 procent sikker. Danmarks mest erfarne advokatfirma i sådanne sager tog fejl. Længere er den ikke, men det er Fredericia Kommune, der udstilles. Man har ikke fået value for money. Det rejser nok en gang spørgsmålet om, hvorfor vi skal hyre de dyreste og fineste advokathuse. Jeg begriber det ikke, når vores lokale advokater kan det samme i Fredericia, og ellers kan de i Fredericia finde en partner, der kan til en anden pris, end de dyre advokathuse. Jeg vil også sige, at det hele går galt, når vi som byrådsmedlemmer sidder en sen nattetime, og i øvrigt uden forberedelse for at skulle beslutte noget så stort. Det var en total kold start. Vi fik udleveret en stak papir på størrelse med en gammeldags telefonbog, og der var udarbejdet citater til pressen, som de mente, vi skulle give til pressen. Alt var under pres, og vi havde faktisk ikke en chance. Vi fik at vide, at det var meget alvorligt, og vi skulle reagere hurtigt, og i øvrigt gøre som det blev anbefalet af både økonomiudvalgets medlemmer og af advokatfirmaet. Jeg takkede i øvrigt nej tak til presseudtalelsen, og lavede min egen. Alt var forberedt til mindste detalje, det gjorde mig nervøs, men det var en forfærdelig position, vi var bragt i, og det var som om, at det hele tårnede sig op. Vi måtte heller ikke sige noget videre, det gælder også havnesagen, hvor vi intet kunne få at vide, siger han.

Set i bagklogskabens lys, skulle du havde stemt anderledes?

– Jeg krævede, at jeg skulle læse det igennem. Jeg kiggede på det, og lyttede til den meget fortrolige del, men der var ikke afsat tid til, at vi kunne læse det meget fortrolige materiale grundigt nok. Vi skulle reagere. Det var en sen nattetime, og vi endte med at stemme for, husker Byrgesen.

Fortryder du det?

– Nej, det gør jeg ikke. Jeg er lægmand, og vi blev klart anbefalet at gøre det. Jeg troede på de oplysninger, vi fik. Jeg tænkte på retssikkerheden for borgerne i Fredericia. En juridisk kyndig gav os og mig belæg for at Fredericia Kommune kunne gå til politiet og køre sagerne. Vi kunne ikke få det hele belyst, men vi havde betalt en advokat i dyre domme for at fortælle os, hvad der var op og ned. Jeg sagde ja med hensyn til retssikkerheden, men hele måden sagen er kørt på er meget uheldig og er ikke gået den vej, som jeg forventede. Jeg spurgte flere gange, hvordan står jeg med mine informationer, og der fik jeg at vide, at hvis jeg sagde noget, ville det skade sagen, og kommunen skulle betale en kæmpe erstatning, for så ville det blive endnu mere forfærdeligt. Jeg har lært, at jeg ikke gider have fortrolige oplysninger, for så kan jeg ikke tale med borgerne. Jeg er valgt til at repræsentere borgerne i samfundet, så jeg vil ikke gå med hemmeligheder, det har jeg lært, slutter Karsten Byrgesen.

Tommy Rachlitz Nielsen i midten (C) Foto: AVISEN

Den konservative gruppeformand, Tommy Rachlitz Nielsen, sad ikke i byrådet, da sagen rasede, men han har siden januar 2022 ikke hørt om, at regningerne var vokset sig så store, og det irriterer ham.

– Det er lidt det samme som borgmestersagen. Man har tilsyneladende givet carte blanche til at udstede regninger. Derfor er det spændende at dykke ned i sagen og de enkelte fakturaer for at se, hvad det er, man har betalt så store beløb for. Det er en dårlig forretning, at det kan koste så meget, særligt når det koster mere i sagsomkostninger end ved et farvel og tak. Det er ganske enkelt ikke godt nok. En anden ting er dog, at der slet ikke er styr på omkostningerne. Der er ingen politikere, der er ingen forvaltning, der siger, vi skal have hånd i hanke med, hvad det løber op i. Har Horten fået helt frie hænder og drønet derudad, eller har der været beslutninger? Dem kan jeg ikke se, og det undrer mig. En advokat må aldrig køre løs uden beslutninger og forventningsafstemning til økonomi. Det er ikke kun et politisk ansvar! Forvaltningen skal også stille spørgsmål og forvalte borgernes penge med økonomisk omhu, siger det konservative byrådsmedlem.

Alle politikere taler om, at der er ryddet op, og man rydder mere op – men hvad og hvor er der ryddet op?

– Nej, man har ikke ryddet op, og der er ikke ryddet op nogen steder. Det er løgn, hvad de siger. Jeg er i tvivl om, vi overhovedet kan rydde op med det hold, vi har sat lige nu, siger Rachlitz Nielsen.

Har Fredericia Kommune fået value for money?

– Nej! Jeg er heller ikke blevet orienteret om, hvad omkostninger er løbet op i. Jeg har ikke fået at vide, at nu er vi rundet eksempelvis 2 millioner. Ingen har sagt noget, men jeg kan lære det af det, at jeg åbenbart skal spørge løbende til, hvor vi står. Jeg har ikke set på budgetopfølgninger, at der var store advokatomkostninger, siger Tommy (der blev valgt til byrådet i november 2021 og har siddet i byrådet og økonomi- og erhvervsudvalget siden 1. januar 2022 red.).

Søren Larsen (Foto: AVISEN)

Viceborgmester i Fredericia Kommune, Søren Larsen er ked af, at det blev så dyrt, men han mener ikke, at man kunne have gjort andet.

– Argumentet er, at når man sætter sagen i gang, så har man ikke det hele beløb. Ingen havde forstillet sig en sag af den dimension. Jeg havde ikke indtryk af, at det ville blive så dyrt. I det hele taget, da vi stod i det for halvandet år siden, var der ikke nogen, der havde forventet, at det ville få så langt et tidsforløb og koste så meget. Jeg tror, at det ville overraske de fleste involverede, at det tog så lang tid, siger Søren Larsen (A) og tilføjer:

– Vi er løbende blevet orienteret om, hvad det kostede, og hvordan udgifterne kravlede op.

Han havde hellere set pengene brugt på velfærd.

– Jeg tænker undervejs, at der her er ved at løbe op i store summer, men der var ingen vej tilbage. Der er ingen af os, der har siddet med i hele forløbet, der ikke hellere ville have brugt pengene på velfærd i stedet.

– Skal jeg være helt ærligt, så kan jeg ikke huske, hvor specifikt vi blev orienteret om de regninger, uddyber Larsen.

Har man fået value for money?

– Det er svært at gøre op, når vi kigger isoleret på den tidligere kommunaldirektør, så var der ingen tvivl om, at der var en afskedigelsessag, men om det skulle være en bortvisning eller afskedigelse var svært. Vi kunne have lavet en almindelig afskedigelse og betalt ved kasse 1, men havde anklagemyndigheden rejst sag, så havde vi stået i en dum situation, derfor måtte vi gøre det, som vi gjorde. Det er dog aldrig tilfredsstillende, når man taber en sag som voldgiftsagen her.

Der bliver talt om oprydning i kommunen, men hvor har man ryddet op?

– Der var en masse, der væltede frem, da den daværende borgmester og kommunaldirektør stoppede. På rådhuset er der en masse ting, der er ryddet op. Grundigheden er blevet bedre efterfølgende. Den interne afdækning viste også, at der var fejl, siger Larsen.

Senere gik Wrist ud med en undskyldning til erhvervslivet i forbindelse med den interne afdækning, mente han ikke denne?

– Jo, men det var kun måden, det blev kommunikeret på, der var forkert, det var ikke, at der ikke var fejl i de sager, der blev undersøgt. Det var der, siger Larsen.

Det viste sig efterfølgende, at der havde været møder, dialog og kontrakter på mange af de fejl, og flere af virksomhederne ikke var kontaktet om, at de var med i en afdækning, hvad er din holdning til det?

– Jeg bliver nødt til at have tillid til de mennesker, der rådgiver os, og jeg kender ikke sagerne så specifikt, heller ikke, at der ikke skulle være fejl eller, at virksomhederne ikke var kontaktet om sagerne.

Artikelserien om de dyre advokatregninger fortsættes.