Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fejrede grundlovsdag med taler, kaffe og sodavand i rammerne af Museerne i Fredericia. Det blev en markering af fællesskabet og sammenholdet. Talerne blev holdt af Jan Filbært, Lars Olesen og Jens Jonatan Steen.

Jan Filbært fra Enhedslisten brugte tid på at tale om den del af befolkningen, han ikke mener har samme muligheder som resten. Han brugte således sin tale til at pege på demokratiske problemer i forhold til de svageste medborgere:

– Det er blandt andet de udsatte og handicappede borgere. Her bliver der sat nogle retningslinjer op, der strider mod grundlovens tekst og intentioner, sagde Filbært.

Han henviste blandt andet til en undersøgelse lavet af Socialstyrelsen, hvor ordet manipulation bliver brugt om tilgangen til de udviklingshæmmede. Det mente han burde skure i alles ører, og samtidig være noget man bør rette op på. Filbært har gennem sit virke som pædagog indenfor området gennem 18 år oplevet flere, der ikke mener, de har samme rettigheder som andre. Blandt andet ved at de er begrænsede i at kunne vælge deres bolig, så mange presses til at bo under samme tag med 30-40 andre. Filbært opfordrede til at man stopper op og ser indad som samfund.

Foto: AVISEN

Lars Olesen fra SF glædede sig over, at det nu igen var muligt at kunne samles på Museerne i Fredericia til en grundslovsdag. Han oplevende generelt et demokratisk problem i uddannelsessystemet, der ikke giver eleverne mulighed for at få demokratisk dannelse:

– Vi er for fokuserede på kompetencer i skolerne. Vi skal også have tid til refleksion og fordybelse. I dag er vi omgivet af sociale medier. Det er et tveægget sværd. På den ene side har vi fået mange muligheder for at ytre os. Man kan sige det er et meget stort forsamlingshus. På den anden side er vi for hurtige til at hoppe på tingene eller få en skæv debat, sagde Lars Olesen.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Jens Jonatan Steen fra Socialdemokratiet, gjorde regnskab over de forgange års politiske udfordringer. Han refererede til det, han kaldte for hundrede års hændelser. De store udfordringer der har ramt Danmark og verden på kort tid:

– Grundlovsdag er dagen til de store refleksioner. Nu skal vi tænke os om. Hvad er det for et samfund, hvad er det for et folkestyre, hvad er det for et demokrati, vi har. En af mine hovedpointer i dag er, at forudsætningen for at vi er stærke, det er at vi har et sammenhold. Når vi kan agere så stærkt, som vi har kunnet, under corona krisen, under Putins besættelse af Ukraine, så er det fordi, vi har sammenhold. Vi har et super stærkt sammenhold, og det er forudsætningen for, at vi kan gøre det, siger Jens Jonatan Steen.

Foto: AVISEN

Han mener, det kræver et lokalt, nationalt og internationalt sammenhold, hvis man skal klare store kriser:

– De tre store ting, skal være på plads. Det var det, jeg koncentrerede min tale om. Hvis vi skal kunne det fremadrettet, så handler det om sammenholdet. Vi i Socialdemokratiet har sagt, at Danmark var for lille til at stå alene, når det kommer til Ukraine. Men Danmark er også for lille til store forskelle. Så vi er nød til at styrke vores nationale fællesskab. Det gør vi blandt andet ved at sørge for, at Danmark hænger sammen. Derfor taler jeg også for, på en grundlovsdag som i dag, at vi skal have stærkere institutioner placeret i Fredericia. Vi skal have et nærhospital, vi skal have hjælp til at holde Lillebælt ren, vi skal værne om vores unikke natur, vi skal bekæmpe støjen i Fredericia. Og så sørge for at pengene ikke havner i København, siger Steen.

Han mener Socialdemokratiet har en række centrale mærkesager, der hænger sammen med dette. Det betyder for ham, at der skal kunne sættes flueben ved punkterne, for at der er det nødvendige sammenhold mellem det lokale og det nationale. Steen giver udtryk for at grundlovsdag betyder meget for ham:

– Det er en festdag, hvor vi kan være stolte af alt det, vi har opnået som nation og på tværs af partier. Det vi har gjort gennem hundrede år og lang tid før, at tage ansvar for hinanden. Grundlovsdag betyder også, at vi har en flot grundlov. Det er et flot stykke papir. Men det papir er ikke noget værd uden de mennesker, som det handler om. Derfor skal vi have et stærkt folkestyre. Det betyder at vi som borgere, uanset hvor i landet vi bor, har indflydelse, bliver hørt og bliver inddraget. Det er en ekstrem vigtig reminder om, at vi skal have et land, der hænger sammen.

Udover at være folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericia, arbejder Jens Jonatan Steen til daglig for partier i København og på Christiansborg. Det ser ham som en stor fordel for Fredericia:

– Fredericia har brug for en repræsentant på Christiansborg til at kæmpe de her sager igennem. Vi har set, hvad der sker, når vi ikke har det. Noget så oplagt som politiskolen [arbejdet på at få placeret en politiskole i Fredericia, der mislykkedes, red.] der skulle have ligget i Fredericia, det skete ikke, fordi vi manglede en til at kæmpe den hele vejen igennem. Det synes jeg er et supergodt eksempel på, hvad der sker, når vi ikke har en repræsentant. Noget af det jeg gerne vil kæmpe for, det er jo at vi får et nærhospital i Fredericia. At vi får sikret Lillebælt og Trelde Næs. At vi får trukket flere uddannelser til byen. At når vi udvider vores forsvarskapacitet, så styrker det også vores kaserne her i Fredericia. Når man skal bekæmpe støj, så er det ikke kun noget man gør i udkanten af København, men også i Fredericia. Jeg vil meget gerne være den person, der kæmper dedikeret for disse mærkesager, siger Jens Jonatan Steen.

Den socialdemokratiske folketingskandidat forholdte sig også til udmeldingen fra Mette Frederiksen om, at hun er villig til at indgå i en regering sammen med blå partier. Han synes formuleringen er rigtig fin, og at den passer godt til grundslovsdag:

Foto: AVISEN

– Dem der vil være med til at tage reel ansvar for Danmark, og som ikke vil skabe splid og fnidder-fnadder, som vil ind og gøre det, vi har gjort under de her 100-års hændelser, som corona og Ukraine, de er velkommen. Også hvis det er partier i blå blok. Så skal vi tage diskussionen om det og tage dem med ombord. Dermed kan vi sikre, at vi er flere, der tager et ansvar for Danmarks fremtid.

De mange spekulationer om hvornår der kan komme et valg, er ikke gået udenom Steen, der sammen med den lokale partiforening er klar til et valg, når det måtte komme.

– Jeg er fuldstændig klar til valg. Jeg glæder mig helt vildt til det. Vi har gang i alle forberedelserne og planlægningen, og de store hovedelementer er klar. Vi er allerede på gaden for at møde fredericianerne. Vi snakker med så mange som muligt, om det er borgere, foreninger eller erhverv. Motivationen er i top og ærmerne er smøget så langt op, som de kan komme, slutter Jens Jonatan Steen.

Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
Foto: AVISEN
[bsa_pro_ad_space id=6]