Erik Schwensen bliver fejret af Danske Bank

0
6

Danske Bank kunne i denne uge fejre 150-års jubilæum. I den forbindelse havde banken valgt at hædre 150 personer, der gør en forskel for andre. I Fredericia var det den tidligere garnisonskommandant, mange årige leder, mentor og forfatter, Erik Schwensen, der løb med hædren.

Der var dækket op med rundstykker, kringle, vindruer og kaffe, da Erik Schwensen først fik overrakt blomster og diplom, inden han holdt et foredrag for medarbejderne i Danske Bank Fredericia.

Gennem 150 år har Danske Bank ydet rådgivning, service og lån til millioner af mennesker og virksomheder i Danmark og på den måde spillet en stor rolle i udviklingen af det danske samfund.

Danske Bank har med 150 år bag sig været med til at sætte en dagsorden i Danmark siden etableringen i 1871. I begyndelsen hed banken Den Danske Landmandsbank, i daglig tale Landmandsbanken. Men rejsen mod dominans på det danske bankmarked gik for alvor i gang, da man i begyndelsen af det 20. århundrede startede med at opkøbe danske provinsbanker og sparekasser.

Dog måtte Danske Bank gennem alvorlige kriser, herunder første og anden verdenskrig, hvor hele samfundet og samfundsøkonomien blev presset voldsomt. Succesen var dog ikke til at tage fejl af, og Danske Bank endte med at være Danmarks største. Under den store fusionsbølge i 1990’erne fusionerede man med de to andre store danske banker, Handelsbanken og Provinsbanken, hvorefter man under fællesnavnet Danske Bank blev markedets absolutte frontløber.

Landets største bank har besluttet at markere sit jubilæum sammen med sine kunder. I den forbindelse har banken udpeget 150 kunder, der fortjener en hyldest for sin indsats, og her er Erik én af dem.

Erik Schwensen er en aktiv samfundsborger, der skaber dialog om det samfund, vi ønsker os. Han er formand for 6. julikomiteen og aktiv i Landskomiteen til renovering af Fredericia Vold. Og nu bliver han fejret af Danske Bank for sin indsats.

– Erik har fortjent at blive fremhævet og hædret for sit store arbejde med bl.a. 6. julikomiteen og også dialogmøder i Fredericia omkring ”Det ønskede samfund” sammen med Uffe Steiner Jensen, sagde Ole Fredholm, der har været rådgiver for Erik i en lang årrække, og tilføjer:

– I mit job som rådgiver forsøger jeg sammen med mine kolleger at gøre en forskel for vores kunder hver eneste dag, og derfor er jeg glad for, at jeg i forbindelse med bankens jubilæum kan give et velfortjent klap på skulderen til en person som Erik, der gør en stor forskel for andre, herunder lokalsamfundet.

Erik Schwensen er glad for skulderklappet fra Danske Bank.

– Jeg er meget stolt af prisen og anerkendelsen for det arbejde, jeg og de mange andre frivillige yder. Jeg tror, at det er meget værd for frivilligbevægelserne rundt omkring at se jeres støtte til det frivillige arbejde i et samfund, hvor frivilligheden i samfundet fylder mere og mere. Jeg er naturligvis rigtig glad og stolt over, at jeg er udvalgt til denne hæder i en bank, hvor jeg fik min første bankbog som syv-årig, sagde Erik Schwensen, inden han afholdt foredrag.

Skriv en kommentar