En tidslomme at besøge Åbent Skib på Fredericia Havn

0
4

Som barn var det helt normalt at gå og trisse rundt på havnen og se livet, når trucks eller kraner flyttede containere og gods frem og tilbage. Mågerne skreg og duften af lige dele olie og havvand strejfede næsen og specielt de store skibe satte tankerne i gang om fjerne destinationer og sømænd.

Men nutiden og terrorfrygt har gjort at de danske havne er blevet til lukkede områder, derfor var det med stor lyst og forventning, at vi på AVISEN kunne komme til Åbent Skib-arrangement på havnen i Fredericia. Mødestedet var i bunden af Norgesgade hvor asfalten afgrænses af et stort hegn, her til og ikke længere er devisen på en moderne havn.

Her stod en forsamling af interesserede borgere som også skulle have rundvisning, idet man på afstand kan kalde den blå by, 11 store skibe, alle malet i en af de få farver i verden som er beskyttet, der er selvfølgelig tale om, Mærsk-blå.

Repræsentanter fra Mærsk tager imod, og der skal først og fremmest tales om sikkerhed, hvilket ikke bare er et ord, der slynges ud, men nærmest det tætteste, man kommer på et buzzword i ordets bogstaveligste forstand.

Vi går gennem porten til det forjættede land. Jeg er ikke den eneste, der har forventninger, så de cirka 150 meter til trappen, der fører en til det udvalgte skib går i rask trav. Foran den blå mur, som man kan betegne skibssiden som, bliver der udleveret gule hjelme og handsker. Handskerne skal bruges og igen får vi at vide, hvor vigtigt det er altid at holde fast på gelænderet ved trapper. Man skal rundt i grupper på fem personer ad gangen og et hold er tilegnet journalister.

Turen som journalist foregår med Fleet Tecnical Manager Steen Petersen og Kommunikationschefen fra Mærsk Supply Service, Charlotte Holst.

Det er et skib som man i Mærsk termer kalder en Type T, det er en Anchor Handler med navnet Mærsk Trimmer. Ud af den 11 skibs store flåde som har hvilet med synet af Lillebælt i en årrække er der tre skibe i samme klasse. Vejen op vidner om noget specielt, det er det også og Steen Petersen er klar på opgaven og fortæller dedikeret om skibet. Det virker lidt som når man besøger en bilentusiast i sin garage der ved alt om sit kæreste eje, her er ejermanden dog Mærsk. Skibet er 73,2 meter langt og 20 meter bred, men de mange snørklede trappegange og de 600 m2 åbne dæk får skibet til at føles endnu større.

– Det er et anker håndteringsskib for primært olieboreplatforme, det kan også lave slæbeopgaver, men denne T-type kan modificeres til mange ting, det er virkeligt som en værktøjskasse, og man kan sætte det værktøj på man nu skal bruge. Den kan lave et bullerpull på 180 ton, det er ikke det største som kan trække 350 til 400 ton, så det er en af de mindre anker håndteringsskibe, siger Steen Petersen

Jeg har besøgt flere skibe i min tid som journalist og vælger derfor en en ny vinkel for besøget, det er livet om bord, som interesserer mig i dag. Der er sket en del med teknologien fra alt foregik med VHF-radio til, at der i dag er mulighed for netforbindelse til søs. 

Vi kommer forbi det man kalder hospitalet, heldigvis er det meget sjældent i brug, men det gør noget ved en, når man ser den velkendte operationsstue grønne farve som båren i rummet er dækket med.

Steen fortæller, at man sjældent bruger de faciliteter der er til rådighed, men det er vigtigt, at man kan løse eventuelle småskader og sygdom. Når man er ude på det store ocean kan man ikke bare lige sejle i havn. Det er også her, at teknologien har forandret sig, det er nu muligt at lave videoopkald til læger, hvilket virkelig kan gøre en stor forskel.

Der er en fast besætning på cirka 15 personer afhængig af opgaverne, alle ombord har selvfølgelig en funktion, men ifølge Steen er en af de vigtigste funktioner skibskokken. I et lille køkken skabes dagens måltider og der er spisepladser nok i et af de mere hyggelige rum som udgør det man som landkrabbe kender som en spisestue. Der er 4 mand på broen, 4 mand i maskinen, 1 kok og så kan det variere med skibsassistenter.

Der er selvfølgelig kommandobroen, som for en gadget-nørd er et lille paradis, her er håndtag, knapper, lys og ukendte dingenoter, som kan få en hver spillehal til at virke som et gammeldags brætspil. Her er vi også så højt oppe at udsigten er fantastisk ud over Lillebælt. Selvfølgelig er udsigten ikke til fornøjelse men for at kunne styre opgaverne så sikkert som muligt. Det er også her at man kan se tegn på at skibet har stået stille et stykke tid. Nogle steder er der løse ledninger fra instrumenterne og Steen Petersen fortæller også, at hvis skibet pludselig fik en opgave så ville det tage op til seks måneder før det var klar til sejlads. Hos Mærsk vægter man sikkerhed højt så alle procedurer skal gennemgås før det igen er sejlklar.

– Alle har en sofa og et bord i deres kahyt, hvor de kan opholde sig når de ikke er på arbejde. Det er ligesom på land, at man også har fritid her ude, der er en lille gymnastiksal, hvor man kan dyrke motion, men ellers er der jo ikke så meget at lave på et skib, siger Steen, mens vi går mod kaptajnens arbejdsplads.

Vi er nået til kaptajnens kontor om man vil, her vidner tiden på kalenderen om at det er noget tid siden at skibet har været i funktion. Ved siden af computerskærmen står en kalender. September 2016 er man nået til, tegningen ved siden af er, Storm P. Storm P ville have elsket at der på væggen også hang et ur, hvor tiden var gået i stå, det er i god tråd med det at sejle uden at lige at kunne komme i land.

I motorrummet vidner det om, at skibet har stærke kræfter, det hele står snorlige og farverne er nøje udvalgt. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro det var en forudseende person eller moderne designer der stod for farvevalget. En ting er farverne, men det er nogle seriøse værktøjer, der skal til for at justere og skrue på mekanikken. Ved siden af motorrummer er et veludrustet værksted hvor mange ting kan laves mens man er til søs.

Når det kommer til fritiden, så er Wi-Fi en nyere ting man har med sig på havet, det gør at man kan streame film, skrive mails og være på sociale medier. Det gør nok tiden kortere men opkoblingen er altid i førsteomgang dedikeret til skibets brug, her kommer besætningen i anden række. Steen fortæller også, at meget kommunikation forgår på mails, men at VHF-radioen ikke er truet i kommandoveje og de internationale regler. ”Der spilles altså også stadig kort og brætspil”, siger Steen så overbevisende, at man ikke tror at søfolkene er ligeså afhængige af deres smartphone som for eksempel jeg er.

Det har været et fedt besøg i højt solskin, og Steen var en suveræn formidler. Som en slags backup var Charlotte Holst med de overordnede info om selskabet og jeg gik derfra med et smil på læben, næsten som havde jeg lige været til søs.

Jeg kunne se på de andre borgere jeg fulgtes med ud, at de var også tilfredse. Da vi nåede til porten som sendte os tilbage til civilisationen, stod de næste hold klar til en tur i det forjættede land.

(Foto: Thomas Max Lægaard – AVISEN)

Skriv en kommentar