Med snorkel og boards skal 3.g’ere fra gymnasiet HTX Lillebælt udforske Lillebælts hemmeligheder under den kommende nationale Naturvidenskabsfestival 2022.

De naturvidenskabelige gåder står i kø, og der er uendeligt mange uudforskede spørgsmål at blive klogere på, hvis man har nysgerrigheden i behold.

På Gymnasiet HTX Lillebælt skal cirka 27 3.g’ere fra bioteknologi linjen nu ud i naturen udstyret med supboards og snorkeludstyr for at udforske den gådefulde verden, der gemmer sig i Lillebælts dybder.

– Vi vil gerne vise eleverne, hvad de kan opleve i naturen, og hvad der sker under den overflade, de kigger på hver dag – og så bliver Lillebælt brugt alt for lidt i undervisningen, konstaterer naturfagslærer på Gymnasiet HTX Lillebælt, Jakob Andersen.

Temaet for årets store, nationale Naturvidenskabsfestival på landets grundskoler og gymnasier er i år ”Gådefulde Verden”. Godt 100.000 elever på alle klassetrin, helt fra indskolingen til gymnasiet, vil i slutningen af september slippe det normale skoleskema og bruge en dag, flere dage eller en uge på at fejre naturvidenskaben og dens guldgrube af gåder.

Teori og sanser kobles

På Gymnasiet HTX Lillebælt får eleverne mulighed for at koble teorien med sanserne og kropslige erfaringer. Eleverne skal opleve Arkimedes’ lov på egen krop, når de skal regne sig frem til, hvor stor en volumen af væske, boardet fortrænger, når de stiller sig op på det.
De skal bl.a. også undersøge, hvordan dyrelivet bliver påvirket, når ferskvand og saltvand mødes, når de snorkeldykker i en ferskvandssø i salte Lillebælt.

– Vi arbejder med gymnasieelevernes pensum, men vi håber, at vi kan gøre den teoretiske viden praksisnær, og at vi kan vise, at teoretiske og ‘kedelige’ emner godt kan arbejdes med på en spændende måde, fortæller Jakob Andersen.

Fredag d. 30. september overtager gymnasieeleverne lærernes rolle, når de instruerer 9. klasses elever fra omkringliggende folkeskoler i de forsøg og undersøgelser, de selv har oplevet under Naturvidenskabsfestivalen 2022.

Til udforskningen af Lillebælt har skolen fået tildelt 15.000 kr. fra den nationale festivalpulje, som er finansieret af Poul Due Jensens Fond.

Naturvidenskab er for alle

Programleder for den nationale Naturvidenskabsfestival, Louise Lund Bækgaard, siger, at naturvidenskaben er for alle og en vigtig del i at forstå verden omkring os:

– Deltagerne i Naturvidenskabsfestival vil over hele Danmark arbejde med det fælles mål at fejre naturvidenskaben som et værktøj til at udforske verdens gåder. Eleverne skal undersøge, eksperimentere – og lave fejl. Det vigtigste er, at de bevarer nysgerrigheden – at eleverne undrer sig og søger svar.

Gymnasiet HTX Lillebælts store fejring af naturvidenskaben og havets gådefulde verden foregår torsdag d. 29 – fredag d. 30. september 2022.