Det er på tide med en gevaldig opsang til de politikere, der løbende kommer med det ene formynderiske tiltag efter det andet. Der er efterhånden ingen grænser for, hvor meget de ønsker at detailregulere danskernes liv. Men det er faktisk en demokratisk pligt for politikere, at de ikke lovgiver om alverdens ting for at markere sig politisk, men derimod altid arbejder for, at love er grundigt forberedte og griber så lidt som overhovedet muligt ind i befolkningens ret til selvbestemmelse.

Det kan umuligt passe, at der er et flertal af danskere der foretrækker, at der skal lovgives, om hvilken mad der er bedst, om de må ryge eller ej, hvilket sprog de bruger, hvilke medier de bruger, hvilke film de ser eller hvem de foretrækker at være sammen med. Hvis der er et særligt kendetegn ved Mette Frederiksens regeringstid, så er det det absurde formynderi, der gang på gang rykker grænsen for hvad politikere skal blande sig i. Ofte virker det desuden slet ikke gennemtænkt. Typisk er det med udgangspunkt i en særegen, ideologisk tilgang til livet, hvor livets rette gang på jord er skrevet på sten med hammer og mejsel, ifølge de apostle der prædiker doktrinerne. Ikke mindst den wokeistiske definition på køn og mangfoldighed er så rabiat, at den ikke hører hjemme i lovgivningen. At den dertil uomtvisteligt har rødder i den Marxistiske ideologi, er med til at slå fast, hvor vanvittigt det er.

Det er altid en balancegang mellem det enkelte menneskes ret til et frit og selvstændigt liv og statens interesser. Det klassiske fundament går langt tilbage i den moderne historie. Oftest har Marxisterne angrebet kritik af statsstyring som ‘højreorienteret’, men det er noget vrøvl. Den afdøde amerikanske præsident, Ronald Reagan, blev i Danmark i 1980’erne karakteriseret som klasseeksemplet, man ønskede at fremhæve på den yderste venstrefløj. Reagan havde bygget en politisk karriere op på at være imod en stor stat. Han argumenterede for betydelige besparelser i det offentlige og en minimalistisk stat, der kun skulle håndtere de mest nødvendige opgaver. I Danmark var det især privatiseringer, der blev den varme kartoffel. Den tog Poul Schlüters regeringer sig af og gjorde det acceptabelt at privatisere nogle af statens opgaver. Man kan diskutere om der kom besparelser ud af det, som det blev lovet. Men princippet om at staten ikke altid skulle stå for, alt blev etableret.

Nu ser vi atter en tendens til, at flertallet i Folketinget vil have staten ind og arbejde med alverdens opgaver. Vi har i Danmark et sindrigt og gigantisk apparat med nævn, styrelser og statsfinansierede NGO’er, der lever og ånder for deres mærkesager. Ofte uden at stille det mest afgørende spørgsmål:

Skal staten overhovedet blande sig i det her?

I Danmark har vi forlængst frataget familierne retten til at bestemme selv. Et stor korps af smagsdommere sørger for at tilrettelægge livet efter deres velbefindende. Og hvis man ikke makker ret, er der potentielle sanktioner. Politikerne har eksempelvis vedtaget at børn skal have lange skoledage og mindre barndom. Det er et eksperiment. Hvorfor ikke overlade det til familierne selv at håndtere? I den sidste ende handler det vel om, hvilke mennesker der kommer ud i den anden ende. Så hvis børnene kan lære det nødvendige på andre måder, hvorfor skal staten så med vold og magt gennemtvinge flertallets politiske menneskesyn? Et syn der handler om, at det enkelte menneske tilhører staten og skal stå til rådighed for statens behov livet lang. Man kan knap nok få lov til at dø i fred. Alderdommen skydes til højre. Vi skal arbejde, til vi lander i graven. Som om det eneste formål med tilværelsen er et langt arbejdsliv.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

At man dertil skal finde sig i at et kæmpe statsapparat udstikker formynderiske love, der dybest set ikke gavner ret mange, er at presse citronen yderligere. Staten indrømmer sjældent sine fejl. Vi har vænnet os til “pakker”, hvor politikerne justerer på dit og dat. Hvor tit ser vi et langvarigt oplysningsarbejde, før en lov bliver til virkelighed? Og hvor tit ser vi love, der skal justeres, fordi de fungerer dårligt? Ja, det kan vi læse os frem til, hvis vi forstår statslogik og statssprog. For man kan se det i formuleringen “vi har styrket indsatsen”, der nok er statens foretrukne propagandasætning.

Men har vi styrket noget? Måske skulle man starte med at tage stilling til, om der er bred opbakning i befolkningen, før man styrker noget. Måske skulle vi have flere folkeafstemninger og kriterier for, hvad politikerne kan bestemme, udenom de mennesker der skal underkaste sig. Det er paradoksalt, at mange politikere benytter sig af de sociale medier til at sprede deres budskaber, mens de flittigt kritiserer “de amerikanske techgiganter” og i øvrigt selv er højt hævet over den almene befolkning, når det gælder privilegier og økonomi. Der er få konsekvenser for en politiker, der mister sit job. Men der er mange konsekvenser for den gennemsnitlige dansker. Det kunne være rart, hvis der var færre professionelle politikere og flere almindelige mennesker i politik. Vi er desværre landet der, hvor der er et dem og et os.

Foran os står et Folketingsvalg. Det sker med baggrund i Mink-sagen, der på værste vis har demonstreret afgrunden mellem magthaverne og befolkningen. Både embedsapparatet og de ansvarlige politikere har svigtet, ja, decideret brudt loven. Alt sammen uden den mindste konsekvens for de skyldige. Til gengæld jagter myndighederne glædeligt de allermindste fisk, når Jobcentret, Skat, Teknik og Miljø-afdelingerne, styrelser, nævn og alverdens anden statsapparatur kaster sig over det, de allerfleste beskæftiger sig med:

Bagateller og ligegyldigheder i lovens navn.

For når det kommer til den almindelige dansker, er der ingen lov, der er for smålig. Kan man sende en dødelig syg borger ud i arbejdsprøvelse, så gælder det om at kaste alle offentlige ansatte på kontoret ind på opgaven. Når det gælder “hvidvask”, så kan de store skurke rende med milliarder af kroner uden, at man undersøger en skid, men den lille mand skal hentes med politiet fordi han har kørt 100 km for meget til arbejde. Så simpelt er det. Der er en dobbeltstandard.

Politikerne kan ødelægge borgerne uden konsekvenser. Nul ansvarlighed der. Ingen kan retsforfølges, ingen kan dømmes, ingen kan stilles til regnskab. Det værste der kan ske for dem er, at de får et job i en af de interesseorganisationer, de fodrer med penge fra statskassen.

Vi ved det allesammen.

Derfor er tilliden til det politiske system forsvundet. Fordi vi hver dag fodres med bullshit på første klasse. Fordi skandalerne siden årtusindeskiftet har opnået katastrofale proportioner, alt imens de ansvarlige trækker på skulderene og siger pyt med det. Den eneste løsning er, hvis flere almindelige mennesker stiller op i politik med den simple dagsorden at få en ny grundlov, en forfatningsdomstol og flere folkeafstemninger. De sidste kan nemlig holde politikerne i skak. Hvis det var et krav, at man skulle spørge befolkningen, når man forgriber sig på den almene ret til at være fri i eget liv, ville det reducere deres lyst til at lovgive som vinden blæser.

[bsa_pro_ad_space id=6]