Arbejderbevægelsens store kæphest var dyrtidsreguleringen, der løbende gav lønmodtagerne en automatisk stigning i indkomsten. De Radikale var i 1982 parlamentarisk grundlag for Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretalsregering. Underskuddet på betalingsbalancen voksede faretruende uden at der blev grebet ind. Antallet af arbejdsløse nærmede sig 200.000, mens det svimlende underskud på betalingsbalancen nærmede sig 150 milliarder kroner. I den sidste ende trak de radikale deres støtte til Anker Jørgensens regering, og statsministeren valgte at opgive regeringsmagten.

Det var den radikale Niels Helveg Petersen, der på et møde med Anker Jørgensen blev overbevist om, at Socialdemokratiet var for kontrolleret af fagbevægelsen til at kunne gå imod dyrtidsreguleringen, samt føre en stram finanspolitik der kunne rette op på den alvorlige, økonomiske situation som Danmark befandt sig i. Det var en klassekampsideologi, hvor fagbevægelsen tilsyneladende ikke havde tænkt sig at vige for alternative synspunkter. Sandheden var også, at man havde direkte adgang til socialdemokraterne i spidsen af partiet.

I sommeren 1982 drøftede Anker Jørgensen den økonomiske virkelighed med fagbosserne. Den 9. august 1982 fremlagde socialdemokraterne en plan for disse topfolk på Marienborg, hvor man kunne konstatere et behov for betydelige stramininger i finanspolitikken. Der var tale om indgreb af økonomisk og social karakter, der utvivlsomt ville ramme socialdemokraternes egne vælgere, men ikke mindst fagbevægelsen. Metalarbejderforbundet gik ind for at Socialdemokratiet selv skulle stå på “at skære ind til benet”, fremfor at lade de borgerlige komme til magten. En af bagtankerne man spekulerede over i Jørgensens regering var, at man kunne overdrage ansvaret til de borgerlige, så de fik skylden for ondskaben, mens man selv kunne ride stormen af. Herefter kunne man se frem til et kommende valg, hvor de borgerlige partier ville blive straffet for at have gennemført de upopulære indgreb mod befolkningen. Langt op i 1980’erne var bitterheden i fagbevægelsen stor overfor de ansvarlige for tæppefaldet i Socialdemokratiet, der efter deres mening havde sendt partiet ud på en ‘ørkenvandring’. Den varede da også helt til 1993, hvor Poul Nyrup Rasmussen efter et årti brød den socialdemokratiske forbandelse og fik regeringsmagten. Men der var i 1982 længe til denne forløsning, og forbitrelsen i fagbevægelsen var meget stor. I en tale på Metalarbejderforbundets kongres i 1984, sagde formanden Georg Poulsen:

“Vi er mange, som stadig ikke føler os overbevist om, at det var rigtigt af den daværende socialdemokratiske regering bare at give slip på tøjlerne. Jeg ved ikke, om vi fortsat har det værste til gode. Men det er blevet klart for alle, at der op alle de områder, hvor nedskæringerne har ramt, er afgrundsdyb forskel mellem en socialdemokratisk måde at løse tingene på – og en borgerlig. Der er simpelthen solidariteten til forskel”.

Denne solidaritet handlede om medlemmernes pengepung, velfærdssamfundets goder og statens altoverskyggende størrelse. Men i sommeren 1982 var der ikke blot tale om endnu en økonomisk krise, hvor man lystigt kunne vente på bedre tider. Der var tale om et offentligt forbrug, hvor finansieringen ikke hang sammen med virkeligheden. Fagbevægelsens indflydelse på den socialdemokratiske økonomi betød også, at det var umuligt for Anker Jørgensen at lukke i for pengekassen. Han kom selv fra fagbevægelsen. Men selvom det på Marienborg blev antydet, at man i LO ville forholde sig pragmatisk til indførslen af nedskæringer fra en socialdemokratisk regering, var kuren åbenbart for hård til Socialdemokratiet.

Den 6. juli 1982 besøgte Anker Jørgensen Fredericia, hvor han marcherede sammen med Poul Nielson (A) til sørgemusik. Festlighederne strakte sig ud over hele byen, hvor statsministeren blev betaget af stemningen.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

“Her er masser af mennesker på gaden, traditionen holdes i live. Vi gik i en stor procession – op til General Ryes plads til kirkegården med krigergravene..videre til Landsoldaten”, skrev han i sin dagbog. I talen til 6. juli festlighederne fik Anker Jørgensen lagt vægt på, at et solidarisk samfund også er et godt stykke forsvarspolitik, hvilket helt sikkert faldt i god jord hos de fremmødte garnisionsfolk og soldater. Men mellem linjerne var brugen af ordet “solidaritet” også kendetegnet ved den tid, man befandt sig i. Hvor nutidens socialdemokrater gerne tager patent på og overforbruger ordene “sammen” og “fælles”, så gjorde man det samme med ordet “solidaritet” i 1970’erne og 1980’erne. Den store forskel på “sammen” og “solidarisk” er, at man kan være “sammen”, uanset om man er hund eller kat, men man kan kun være “solidarisk”, hvis man kæmper for det. Eller sagt på en anden måde, så definerede man solidariteten som den fælles kamp mod en fælles fjende, kapitalismen, mens moderne socialdemokrater fortrækker at omfavne kapitalismen. I 1982 var solidariteten ikke til diskussion, og det var fjendebilledet heller ikke.

‘Anker’ stod kort tid foran sin 60 års fødselsdag, og der blev gjort forberedelser, ikke mindst et fødselsdagsinterview til tv-avisen. På selve dagen, den 13. juli 1982, dukkede DSU’erne op foran hans lejlighed. Der var sange og hurraråb. Man fejrede ‘Anker’ på behørig vis. Han blev kørt ned gennem byen i en veteranbil op ad Enghavevej i København, mens folk dukkede op i vinduerne og råbte hurra. Anker Jørgensen var en flittig læser af dagspressen. Han sørgede for at holde sig orienteret i et altid begivenhedsrigt liv. I dagbogen bemærkede han at ‘venstrepressen’ kaldte ham for “ærlig, naiv og populær” i en fødselsdagsoverskrift. Dertil skrev han:

“Er man så naiv? Nej, hemmeligheden er jer. Solidariteten i arbejderbevægelsen. – Vel – I er ikke engle, men I – vi – har i vor bevægelse det, som de andre ikke har: En trods alt-solidaritet”.

Men det store ord, solidaritet, stod kort foran sin endegyldige afvikling i dansk politik. Statsministeren holdte op med at skrive dagbog kort tid efter sin 60 års fødselsdag. Begivenhederne tog fart, og der skete for meget. Hans regeringstid var ved at ebbe ud. 8 år senere rationaliserede han over forløbet i et efterskrift, hvor han konkluderede, at der ikke havde været nogle alternativer til det, der skete i september 1982. Det gjorde han blandt andet med den begrundelse at Socialdemokratiet ikke kunne have båret de nødvendige, økonomiske stramninger i forhold til partiets vælgergrupper. Han troede fuldt ud på, at det ville have ødelagt den socialdemokratiske bevægelse. Og samtidig betød begrebet solidaritet alt for meget for ham, til at han ville stå i spidsen for de økonomiske stramninger, der blev anbefalet.

Den 2. september 1982 gav Anker Jørgensen op og demissionerede.

I den borgerlige lejr blev man lykkelige. På trods af at der havde været tidligere borgerlige regeringer midt i en rød tid, havde det været svært at føre en langtidsholdbar, borgerlig politik. Nu var håbet at man kunne vende skuden og få et fastere ståsted. Socialdemokraterne lignede et slået parti.

Den 10. september 1982 fik Poul Schlüter lov til at fremvise sin nye ‘firkløverregering’, hvor Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne tog over efter et falliteret, socialdemokratisk dødsbo. 1960’ernes og 1970’erne voldsomme ekspansion i det offentlige forbrug, indførslen af ‘barnepigestaten’, hvor et hav af nye embedsfolk kontrollerede, kontrollerede og kontrollerede befolkningen, indførslen af massive overførselsindkomster med fokus på ret fremfor pligt, en alvorlig energikrise – men ikke mindst – den automatiske dyrtigsregulering – lagde fundamentet for en lang periode med borgerligt styre i Danmark. Målsætningen var at rydde op, få slanket det offentlige og få genetableret en stram finanspolitik. Kort sagt, at føre en upopulær politik i en rød tidsalder. Inspirationen til den nye konservatisme kom også fra England, hvor Margaret Thatcher hurtigt blev døbt “jernladyen’, fordi hun med hård hånd gik imod fagbevægelsen og indførte ærkekonservative grundprincipper i det offentlige forbrug.

Ikke uden grund blev 1980’erne omdøbt til “fattigfirserne”. Livremmen skulle strammes ind. Upåagtet situationen i 1982, så havde Anker Jørgensen og Socialdemokratiet i 1970’erne også forsøgt at føre en mere stram finanspolitik (1972-1973), men den blev igen lempet efter oliekrisen nogle få år senere. Den store kioskbasker var dog dyrtidsreguleringen. Kort sagt så regulerede man pensioner, løn og forskellige overførselsindkomster efter et reguleringspristal. Ideen var at når købekraften faldt på grund af inflation, så fiksede denne dyrtidsregulering problemet med en reduceret købekraft hos lønmodtagerne. I perioden 1976-1982 forsøgte socialdemokraterne dog at indefryse pengene i forskelligt omfang (Lønmodtagernes Dyrtidsfond). Sagen var den at dyrtidsreguleringen i sig selv medførte stigende priser, altså inflation. Når markedet viste at forbrugerne automatisk fik flere penge udbetalt, så hævede man netop priserne igen. Hunden åd således sin egen hale, når den var sulten.

For den lille mand var købekraften dog afgørende. Et slidsomt arbejde på fabrikken, ved samlebåndet eller andre steder hvor man måtte tage fat, skulle belønnes med råd til charterferier, nye møbler og en bil. Det var det klassiske opgør mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. Og i 1970’erne kunne folk rent faktisk godt finde på at strejke. Over alle dette svævede dog en økonomisk virkelighed, der handlede om at de danske virksomheder var tvunget til at være konkurrencedygtige på det internationale marked. Få lande kunne leve af at borgerne klippede hinandens hår. Eksport og import blev målbare størrelser. Man kunne se sloganet “Køb dansk” malet på husmure. For ved at øge eksporten og mindske importen blev betalingsbalancen forbedret.

Alt dette økonomisnak interesserede dog ikke arbejderbevægelsen i samme omfang som interessen for klassekampen. En klassekamp hvor “solidariteten” spillede en altafgørende rolle.

Store dele af bevægelsen var stærkt påvirkede af Marxistisk ideologi. Fordelingspolitikken var virkemidlet, der skulle give arbejderne, hvad deres var. Udover hele den danske folkeskole fik man i 1970’erne spredt denne ideologi i lærebøgerne og undervisningen. Sprogbruget var optaget af retfærdighed. På de videregående uddannelser var man optaget af opgøret med den kapitalistiske elite, der også sås at være repræsenteret i ‘professorvældet’. Men lige lidt hjalp det på Danmarks økonomsiske situation. For det var svært at dele penge ud, der ikke var i kassen. Man spejdede mod den kommunistiske østblok, hvor forherligelsen af det kommunistiske paradis med planøkonomiens mange herligheder, forgøglede befolkningerne at de levede i verdens bedste samfund. Her var der ingen uretfærdig, som i det forhadte vesten. Danmark eksporterede med stor succes historien om den lille mand i kapitalismens åg til flere østbloklande. Det skete med biograffilmene om Olsen Banden. Udover at Egon Olsen altid havde en plan, så handlede den altid om mange millioner. I filmene fremstilledes de grådige kapitalister, monarkiets forlorne glamour og de forfinede banditter i habitter, der stjal den lille mands penge og land. Det skete med stor humor og ironi. Noget man faktisk kunne forenes om i øst og vest. For selv arbejdere i den vestlige verden vidste jo nok, at de store finansfolk tog røven på dem, godt og grundigt.

For arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet der i flere årtier havde set ‘det røde flag smælde’ over Danmark, var Poul Schlüter en rød klud i ansigtet. Det socialdemokratiske projekt var formet omkring en solidarisk samfundsorden. En solidaritet der skulle komme fra statens kasser. At skatter og afgifter under projektets drift var eksploderet, var sekundært. Schlüter valgte i sin åbningstale at gå direkte til angreb på den socialdemokratiske velfærdsstats kæphest, nemlig påstanden om solidaritet, eller rettere sagt: Forestillingen om at staten skulle tage ansvaret og ikke borgeren. Han sagde at det nu skulle til at handle om den enkeltes initiativ og ansvar for egen situtation. Og så kunne man heller ikke længere stille krav til at det offentlige skulle klare alt for. Denne tankegang skulle erstattes af kvalitet, frihed og retten til at bestemme selv. Dermed lagde han fundamentet til 1980’ernes helt store bandeord:

Privatisering.

Opgøret med det store statsdyr skulle nu tages. Hvor socialdemokraterne svor til en stor superstat i solidaritetens navn, hvor embedsapparatet konstant voksede, hvor velfærdsstaten konstant udviklede nye, ‘nødvendige’ arbejdsområder, hvor omfanget af ydelser, regler og kontrolinstanser knap nok kunne følge med, der skulle man istedet for have en minimalstat. Poul Schlüters tale segmenterede det markante skifte fra den socialdemokratiske statsideologi mod en borgerdrevet ideologi. Og i fagbevægelsen krummede man tæer, selvom mange fortsat bildte sig selv ind at Schlüter ikke holdte længe og kun var en midlertidig foranstaltning, indtil vælgerne fandt på noget andet. Den danske befolkning kunne umuligt vende ryggen til et socialdemokratisk solidaritetsprojekt, der gennem et halvt århundrede havde flyttet borgerne fra fattigdommens baggårde og ud på markerne i nyopførte betonkomplekser eller paracelhuskvarterer med ligusterhæk. Men som historien gik ændrede befolkningen sindelag. Arbejderbevægelsen havde sejret sig selv ihjel, og nu hvor de fleste havde det meste, var den knap så relevant. Tilbage havde man slagsangene.

Anker Jørgensen blev den sidste statsminister for en egentlig arbejderregering i Danmark. Hans efterfølger i embedet, Poul Nyrup Rasmussen, vendte ikke tilbage til de solidariske paroler, men fastholdte dog en markant blødere socialpolitik end de borgerlige havde gjort. Men mange af de nedskæringer i staten, man i Schlüters æra havde karakteriseret som kætteri, forblev uændret. Da Helle Thorning blev statsminister gjorde man det endeligt forbi med fortidens solidariske arvegods, selvom man fortsat sang med på det røde flad til partikongresserne. Det var såmænd ingen ringere end den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, der som beskæftigelsesminister stod i spidsen for drakoniske forringelser af beskæftigelsessystemet. Længe væk var den solidariske samfundsindstilling. Nu hyldede man den individuelle og ikke den samfundsmæssige pligt.

Da Socialdemokratiet listede ud af bagdøren og forlod regeringsmagten i 1982, sagde man definitivt farvel til de klassiske, socialdemokratiske paroler om den brede solidaritet, hvor samfundet skulle bære den største byrde. Man har i stedet for hen over de sidste 40 år omformuleret ideologien til ‘gør din pligt’ og ‘så får du din ret’, eller paroler som ‘du skal yde, hvis du skal nyde’. Men optakten til et muligt Folketingsvalg allerede i 2022 er det politiske felt mere fraktioneret end nogensinde. Men Anker Jørgensen er en af de største helte i den socialdemokratiske myteologi. Han var det, man kort kan kalde for folkekær. Men fremfor alt, så var han arbejder.

Naar jeg ser et rødt Flag smælde

Naar jeg ser et rødt Flag smælde

paa en blank og vaarfrisk Dag,

kan jeg høre det sælsomt fortælle

om min Verden, mit Folk og min Sag.

Og jeg rejser mig trodsigt i Vrimlen,

mens det kogler af Kraft i mit Mod,

thi det Flag, der nu smældende naar Himlen,

er jo rødt som mit brusende Blod.

Jeg har set min Fader ranke

Ryggen op i Flagets Brus.

Jeg har lyttet og hørt Hjærtet banke

i dets stolte, befriende Sus.

Jeg har elsket dets Farve fra lille,

da min Mor tog mig op paa sit Skød

og fortalte mig manende og stille

om en Fane saa knitrende rød.

Jeg har anet Slægters Striden

imod Fremtids fjærne Maal.

Jeg har set Trælletoget i Tiden

blive Mænd bag ved Kampfanens Baal.

Jeg har set den i blafrende Storme, –

jeg har elsket dens Flammer i Strid,

og bag den saa jeg Arbejdshænder forme

Verden om til en lysere Tid.

Det er Sliddets Slægters Fane

over Fronten vid og bred.

Den skal Ungdommen ildne og mane,

den skal knuse hvert Grænsernes Led.

Den var forrest i fredelig Færden,

den var forrest i Stormklokkens Klemt

den er Fanen, der favner hele Verden –

 i dens Folder er Fremtiden gemt.

[bsa_pro_ad_space id=6]