Ejbysagen fortsætter, og med Ankestyrelsens afgørelse i går, er Karsten Byrgesen ikke i tvivl om, at det burde være anderledes. Fredericia skal ikke trækkes igennem sølet, grundet de mange dårligdomme, man oplever i Fredericia. Han er samtidig målløs over, hvordan man kan indgå så elendige ansættelseskontrakter i kommunen, der tager pengene fra skatteborgernes lomme.

– Det er en sag, der understreger den mængde af dårligdomme, der hersker i Fredericia Kommune. Jeg undrer mig meget over, at på det tidspunkt, hvor det blev hævdet, at der var et habilitetsproblem, da blev sagen undersøgt både af kommunaldirektøren, borgmesteren, Ejby selv og gruppeledelsen i Socialdemokratiet. Dengang har det også været en sag, hvor vores juridiske afdeling i kommunen har været inde over det, og konkluderet, at der ikke var noget problem. Havde de set et problem, så skulle de aktivt have blandet sig og sagt, at der er et problem, og han er inhabil, siger Karsten Byrgesen, der mener, at man skulle have gjort noget, før det kom til Ankestyrelsen.

Karsten Byrgesen. Foto: Thomas Max – avisen.nu

– Man undlod at gøre, så der har man været passive eller aktivt undladt at gøre det, man har pligt til, og det synes jeg faktisk er temmelig alvorligt, også at vi har en juridisk afdeling, som virkelig ikke har reflekteret over det her. Vi ser en meget klar afgørelse fra Ankestyrelsen, der siger, at manden var ikke bare specifik inhabil, nej han var generel inhabil. Det vil sige i alt, hvad den mand har beskæftiget sig med i det udvalg, har han generelt været inhabil, det er fandme en alvorlig sag, og nu venter et oprydningsarbejde, hvor man skal finde ud af, hvad der skal ske med de sager, hvor han har kunne påvirke det negativt. Selvom man kan sige, at der ikke er nogen sager, hvor han har haft en særlig mening, kan der stadig være sager, hvor han på grund af sin inhabilitet burde, måske som den eneste, have sagt, at det her går ikke. Det har han sandsynligvis undladt, og det er det, der er problemstillingen i det hele; alt det han kunne have gjort, som han ikke gjorde, mener Nye Borgerliges byrådsmedlem i Fredericia Kommune, Karsten Byrgesen.

Han mener samtidig, at det er trist for Fredericia, at man igen står med så alvorlig en sag.

– Det er trist for Fredericia, at vi bliver ved med at rode rundt i muddergrøften, at vi ikke kan komme ud af den her fælde, vi er i. Det bekymrer mig og er nok det værste aspekt, se på hvornår det her kommer ud – i god afstand fra kommunalvalget i 2021. Det kunne også have været en faktor, hvor kunne diskutere nok et eksempel på socialdemokrater, der herskede og fortsat hersker i Fredericia Kommune. Det skal ikke fejes ind under gulvtæppet. Der er for meget at tage fat på, og det aspekt, at sagen aldrig blev diskuteret af socialdemokraterne, er en fadæse, og nu ser det igen ud til, at alle er skyldige i noget. Det her er noget, som socialdemokraterne, den tidligere borgmester, den tidligere kommunaldirektør og Lars Ejby Pedersen selv burde have set, og stoppet, siger Byrgesen, der ikke mener, at socialdemokratiet har lært noget.

– Hverken jeg eller andre har lært noget. Jeg er dog blevet bekræftet i, at mængden af dårligdomme i Fredericia Kommune er uendelig. Det har jeg lært. Det er forfærdeligt at se, at vi igen skal køres igennem sølet i Fredericia Kommune, men det er fuldstændig fortjent, men som i alle andre sager, bliver der ikke draget nogle konsekvenser. Uanset hvilke sager vi ser frembragt, så ser vi ikke nogen konsekvenser. Den eneste lille sag med lidt konsekvens, var sagen med John Nyborg, hvor man udviste mistillid til ham. Der havde han man også siddet på hænderne. Man vidste, at beregningerne var forkerte. Det burde også have haft flere konsekvenser. Der var mange, der vidste det efter budgetforliget i 2021. Problemet pegede på, at udgifterne ville stige voldsomt og en stigning overfor forældrene. Den oplysning fik vi først efter valget, og det er efter min opfattelse derfor, at Nyborg måtte gå, men generelt har sagen ikke fået de konsekvenser, som den burde have i forvaltningen. Og det duer ikke, fordi det er lagt nede i forvaltningen og systemet generelt, at det skulle have haft konsekvenser, mener Karsten Byrgesen.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Hvordan ser du fremtiden efter Ejbysagen?

– Jeg håber da, at der bliver statueret et hårdt eksempel. Det er da utilgiveligt, at vi har et politisk system i Fredericia, som fortsat skider på, hvordan almindelige mennesker opfatter vores system. Senest så vi en chef fra kommunikationsafdelingen, der vel efter reelt kun 12 måneder i trøjen, ikke gad mere. Her blev der givet 12 måneders løn, selvom man selv sagde op. Når man kan lave så tåbelig en ansættelse, at man skal betale et helt års løn uden at få noget for det. Det duer ikke, tro mig, når man går i gang med at ansætte en ny, så bliver det med de samme vilkår. Jeg har endda fået at vide fra forvaltningen, at Fredericia Kommune skulle give de dårligste ansættelseskontrakter i hele Danmark, men det er jeg sgu da ligeglad med, hvad rager det mig! Den dag, man ansætter social- og sundhedsassistenter, skolelærere, pædagoger og lignende på samme måde, så kan vi tale forretning og ansættelseskontrakter, men når man gør så stor en forskel bare, fordi man har taget en mellemlang uddannelse, så kan man sige, at man går og skal have løn i et helt år, hvad fanden er det for noget. Det duer da ikke! Vi kan sagtens finde nogle mennesker, der gider at arbejde for Fredericia Kommune, og til den gode løn uden at have sådan et aftrædelsesgode. Her stjæler man fra skatteborgernes lommer ved at udbetale et ublu eftervederlag. Det er vanvittigt, så man lærer ikke af de dårligdomme, vi har set undervejs, man fortsætter bare og ansætter igen og igen, det holder ikke, slutter Karsten Byrgesen.

[bsa_pro_ad_space id=6]