Det var en gave til Morten Messerschmidt, da han kunne skifte interne stridigheder ud med et politisk emne han ved rigtig meget om. Den danske folkeafstemning om EU-forbeholdet var en platform for DF’s tilbagekomst, men det endte helt modsat.

To tredjedele af danskerne stemte anderledes end Morten Messerschmidt anbefalede det. Ganske vist var det stadig en større del af danskerne der stemte nej, end de tre nej-partier til sammen repræsenterer, men der er alligevel tale om en syngende lussing til nej-partierne, særligt Dansk Folkeparti, der til tider har stået meget alene i kampen.

Morten Messerschmidt er den politiker nogensinde der har fået flest personlige stemmer. Det var til et valg til Europa-Parlamentet, hvor hans store viden og passion for EU (eller rettere: Modstanden mod EU) blev sat i spil.

Efter et tumultarisk 2022 var der altså lagt op til, at Morten Messerschmidt kunne få en politisk mulighed for at genrejse sit parti. Men i stedet endte det helt i grøften. Stridighederne fortsætter, de ledende figurer går i kødet på hinanden og spekulationerne om den tidligere formand, Kristian Thulesen Dahl vil ikke aftage.

Valgaftener er altid noget specielt. Det er der man for alvor kan afkode hvordan det står til i de forskellige partier – og der var valgaftenen for Dansk Folkeparti meget symptomatisk for den situation, partiet står i lige nu. Allerede ganske tidligt var der ryddet i Snapstinget, hvor Dansk Folkeparti ellers holdt til. Festen kom aldrig rigtigt i gang, måske på grund af det for dem skuffende resultat, måske fordi fokus var på alt muligt andet.

Selvom han ikke længere er formand endte Kristian Thulesen Dahl med at løbe med alt opmærksomheden på valgaftenen. Dette til trods for, at han end ikke var til stede. Men det er netop dette der gjorde, at journalisterne på Christiansborg blev ved med at grave i hvilke signaler det sendte – og hvad det betyder for Dansk Folkepartis fremtid.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

En skarp Morten Messerschmidt stod på hovedtrappen op til Christiansborg, da journalisterne overfaldt ham med spørgsmål. Det handlede knap så meget om den folkeafstemning der var grunden til hele mediepostyret, men i stedet handlede det om Kristian Thulesen Dahls manglende tilstedeværelse.

Både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard var meget skeptiske omkring det afbud Kristian Thulesen Dahl havde meldt – og de lagde ikke fingre i mellem i pressen. Det i sig selv puster til den spirende ild der i forvejen er i partiet. Røgen har knapt lagt sig fra den store udbrydergruppes exit, til branden atter blusser op. Der kan lægges mange tanker og konspirationer i Kristian Thulesen Dahls manglende fremmøde, men mest af alt siger det noget om hvor splittet partiet er. De skyder på hinanden på kryds og tværs. Det er ødelæggende. De seneste målinger viser, at Dansk Folkeparti nærmer sig de 4% i meningsmålingerne – det er noget lavere end det seneste valg, hvor de blev slagtet af vælgerne. Det ser ikke ud til, at det er lykkedes for Morten Messerschmidt at samle partiet.

Inger Støjberg indtog også en hovedrolle. Spekulationerne om et Støjberg-Thulesen Dahl projekt er mange, og hovedpersonen selv afviste da heller ikke, at det er på trapperne. Hun gjorde det klart, at hun ikke er færdig i dansk politik – men sandsynligheden for at hun melder sig under Dansk Folkepartis faner er minimal. Sandsynligheden for at hun starter et parti med Kristian Thulesen Dahl og helt udrydder Dansk Folkeparti ved det kommende valg er noget større. Det må give anledning til mange overvejelser for Morten Messerschmidt, at der ikke er styr på de interne linjer – samtidig med, at flere tusinde mødte op til Inger Støjbergs løsladelsesfest. Hun kan trække mange stemmer. Teamer hun op med Thulesen Dahl ser det svært ud for Dansk Folkeparti.

[bsa_pro_ad_space id=6]