I ugerne op til Arkitekturens Dag den 4. oktober deltager 167 elever fra 3 forskellige skoler i arkitektur-workshops i Nicolai for Børn i Kolding. Arkitektur er nemlig også, og måske især, for børn. Ikke mindst med dette års tema: Forbindelser til naturen – arkitektur for en bedre verden.

Hvert år, den første mandag i oktober, sætter kommuner, institutioner og foreninger landet over fokus på arkitektur i alle afskygninger. Det sker på Arkitekturens Dag, hvor der både uddeles priser, holdes foredrag, arrangeres udflugter og meget andet.

Forståelse for arkitekturen

Og så bliver der afholdt workshops. I ugerne op til Arkitekturens Dag lægger kulturhuset Nicolai for Børn i Kolding kreative rammer til 4 workshops, hvor i alt 167 børn fra 3 forskellige skoler i Kolding sammen med Tegnestuen Rumgehør skal arbejde med arkitektur.

”Arkitekturen er vigtig, fordi det er den, vi omgiver os med, og det gælder jo i høj grad også børnene. Derfor vil vi gerne være med til at give børnene en forståelse for arkitekturens funktioner og virkemidler,” fortæller chefen for Nicolai Kultur, Mette Strømgaard Dalby.

Børnene kommer til at arbejde med arkitekturens betydning for mennesker, og sammen med arkitekterne fra Rumgehør dykker de ned i arkitektens værktøjskasse med redskaber, materialer, idégenerering, problemløsning og kreativ tænkning.

Arkitektur kan løse udfordringer

Baggrunden for årets tema, Forbindelser til naturen, er den stigende urbanisering, som både skaber en øget efterspørgsel på naturoplevelser i og uden for byen og sætter fokus på en række udfordringer. Ifølge Arkitektforeningen spiller arkitekturen en vigtig rolle i den udvikling, fordi mennesker igennem arkitekturen kan løse nogle af verdens allerstørste og mest presserende udfordringer omkring byudvikling med blik for klimaforandringer, biodiversitet, sundhed og bevægelse i det fri.

Et godt eksempel på, hvad arkitektur kan

Og det er Nicolai i hjertet af Kolding selv et godt eksempel på, mener Mette Strømgaard Dalby.

”Det er oplagt at holde arkitekturworkshops her i Nicolai, der oprindeligt er en gammel skole, som er blevet renoveret og har fået nyt liv som kulturkompleks. Arkitekten bag den transformation er den prisbelønnede Dorthe Mandrup, og det er et rigtig godt eksempel på, hvad arkitektur også kan. Nemlig at gentænke eksisterende byggerier, så de kan danne ramme om nye indtryk, oplevelser og udfoldelser,” siger hun og tilføjer, at Arkitekturens Dag også er en oplagt lejlighed til at introducere skoleeleverne til Kolding Kommunes designvision.

Det er 5.- og 6.-klasses elever fra Dalby Skole, Vonsild Skole og Kolding Realskole, der i disse dage deltager i arkitekturworkshops i Nicolai forud for Arkitekturens Dag den 4. oktober.

Skriv en kommentar